Trott: Det var i morges. Ok. Så. I formiddags. Lokal tid. En kvart solomgang tidligere. Jeg vågnede. Gik ud og tissede af. Hentede avisen, og hoppede tilbage igen. Til sengen. Alene. Mit kæreste var flittig. Med hendes. I køkkenet. Hendes eget mad. Jeg slipper nemmere. Havregryn med mælk. Senere.

Hun laver kaffe til mig. 

Jeg åbner avisen. Begynder fra bagsiden. Hvem lærte jeg det af? Min far tog avisen med på lokummet. Jeg har aldrig set ham læse en avis. Så det e r ikke fra ham.

Pludselig skramlede det udenfor. 100 meter over asfalten. Vinduespesser Taufik Arafat Abdul Puddersen polerede løs. Blandt andet. Måske gloede han også. Jeg lå i underbukser. Og tænk, hvis det lige havde været en formiddag, hvor min kære ikke havde haft lyst. Til at stå i køkkenet. Hvad han han så ikke set. Og hvor mange havde så ikke tabt ansigt?

10 minutter senere gik jeg ind på mit lille kontor, eller skrivestue/kammer. Stod og kiggede efter mine læsebriller. Så var han der igen. Måske så han mine underbukser. Købt i Thailand. Farven er fin.

Jeg gav ham ryggen, med glas i mellem.

Reality. Et skjult kamera på maven,

fotografer hele enklaven

han ville blive millionær. 

måske med lyd,

hvem kan høre en mjaven

Ok. Godt at det ikke er mig, der hænger i den vinduespudserkurv hele dagen.

Hilsen/ Trott